Web - Windows - iPhone
1. O verdens folk! Sandhedens Sol er stået op for at oplyse hele jorden og for at åndeliggøre menneskesamfundet. Prisværdige er resultaterne og frugterne heraf, righoldige de hellige vidnesbyrd, der kommer fra denne nåde. Dette er ren barmhjertighed og den pureste gavmildhed, det er lys for verden og alle dens folk, det er samklang og venskab og kærlighed og solidaritet, det er i sandhed medfølelse og enhed og fremmedartetheds ophør, det er at være et, i fuldstændig værdighed og frihed, med alle på jorden.
Den Velsignede skønhed siger: 'I er alle frugterne på ét træ, bladene på én gren.' Således har Han lignet denne tilværelsens verden ved et enkelt træ og alle dens folk med dets blade og med blomsterne og frugterne. Det er nødvendigt for kvisten at blomstre og for blad og frugt at gro, og af den gensidige forbindelse mellem alle dele af verdenstræet afhænger væksten af blad og blomst og frugtens sødme.
Af denne årsag må alle menneskelige væsener kraftigt støtte hinanden og søge evigt liv, og af denne årsag må de, der elsker Gud i denne timelige verden, blive den nåde og de velsignelser, der er sendt ud af de synlige og usynlige rigers milde Konge. De skal rense deres syn og se hele menneskeslægten som blade og blomster og frugter på tilværelsens træ. De skal til hver en tid være optaget af at gøre en venlig ting for et af deres medmennesker, tillbyde nogen kærlighed, omsorg, betænksom hjælp. De skal ikke se nogen som deres fjende, eller som om de ønsker ondt over dem, men tænke på hele menneskeslægten som deres venner, betragte den fremmede som en nærstående, de ukendte som en ven, holde sig fri af fordom, ikke trække grænser.
På denne dag er den foretrukne ved Herrens Tærskel den, der rækker trofasthedens bæger rundt, der selv til sine fjender skænker gavmildhedens juvel og, selv til sin faldne undertrykker, låner en hjælpende hånd, det er ham, der selv for sin værste fjende er en kærlig ven. Disse er Den Velsignede Skønheds læresætninger, rådene fra Det Største Navn.
O, I kære venner! Verden er i krig, og menneskeslægten er i nød og dødelig kamp. Hadets mørke nat har overtaget, og lyset fra god tro er slukket. Folkene og slægterne pa jorden har skærpet deres kløer og kastet sig over hinanden. Det er selve menneskeslægtens grundlag, der ødelægges. Tusinder af hjem er opløst og forladt, og hvert år ses tusinder og atter tusinder af menneske1ige væsener segne om i deres hjerteblod på støvede slagmarker. Livets og glædens telte er nede. Generalerne øver deres gerning, praler af det blod, de udgyder, medens de kappes indbyrdes om at ophidse til vold. 'Med dette sværd,' siger en af dem, 'halshuggede jeg et folk!' Og en anden: 'Jeg slog en nation til jorden!' Og endnu en: 'Jeg væltede en regering'' Over sådanne ting er mennesker stolte, heri ser de deres ære! Kærlighed - retfærdighed - disse ting er ringeagtet overalt, medens harmoni og sandhedskærlighed foragtes.
Den Velsignede Skønheds tro kalder menneskeslægten til sikkerhed og kærlighed, til venskab og fred, den har rejst sit tabernakel på jordens højdedrag og retter sin opfordring til alle nationer. Derfor, o I som er Guds elskede, kend værdien i denne dyrebare tro, adlyd dens læresætninger, betræd denne vej, der er lagt lige frem, og vis I denne vej til folket. Opløft jeres stemmer og syng sangen om gudsriget. Udbred vidt og bredt; den kærlige Herres forordninger og råd, således at denne verden vil forvandle sig til en anden verden, og denne dystre jord vil blive oversvømmet af lys, og menneskeslægtens døde legeme vil rejse sig og leve, og hver sjæl vil bede om udødelighed gennem Guds hellige åndedrag.
Snart vil jeres hastigt svindende dage være forbi, og berømmelsen og rigdommene, velværet, glæderne skabt af denne affaldsdynge, verden, vil være borte uden et spor. Kald da folket til Gud og indbyd menneskeheden til at efterfølge eksemplet hos den højeste forsamling. Vær kærlige fædre for den forældreløse og en tilflugt for den hjælpeløse og en skat for den fattige og en lægedom for den lidende. Vær hjælpere for ethvert offer for undertrykkelse, beskyttere for de uheldige. Tænk til hver en tid på at yde en eller anden tjeneste til hvert medlem af menneskeslægten. Læg ikke mærke til modvilje og afvisning, foragt, fjendtlighed, uretfærdighed: handl I modsat. Vær ærligt venlige, ikke blot tilsyneladende. Lad enhver af Guds elskede samle sin opmærksomhed om dette: at være Herrens barmhjertighed for mennesket, at være Herrens nåde. Lad ham gøre noget godt mod ethvert menneske, hvis vej han krydser, og være til nogen nytte for ham . Lad ham forbedre hver og éns karakter og retlede menneskers tanker. På denne måde vil lyset fra guddommelig ledelse skinne frem, og Guds velsignelser vil omslutte hele menneskeslægten: thi kærlighed er lys, ligegyldigt i hvilken bolig den dvæler, og had er mørke, ligegyldigt hvor den vil sætte bo. O Guds venner! For at det skjulte mysterium må stå åbenbaret, og det inderste hemmelige væsen i alt må blive afsløret, stræb da efter at forvise det mørke for altid og for evigt.
6. O I gudsrigets mennesker! Hvor mangen en sjæl tilbragte ikke hele sit liv I tilbedelse, led under kødets knægtelse, længtes efter at opnå adgang til gudsriget og dog mislykkedes, medens I uden besvær eller lidelse eller selvfornægtelse har vundet belønningen og fik adgang.
Det er ligesom på Messias' tid, da farisæerne og de fromme blev ladt tilbage uden en andel, medens Peter, Johannes og Andreas, der hverken hengav sig til from tilbedelse eller asketisk praksis, sejrede. Tak derfor Gud for at have sat kronen af evig herlighed på jeres hoveder, for at have skænket jer denne umådelige nåde.
Tiden er kommet, hvor I som en taksigelse for denne gunst, skal vokse i tro og bestandighed som dag følger på dag, og skal drage stadig nærmere til Herren, jeres Gud, blive draget magnetisk i en sådan grad og så opildnede at jeres hellige melodier til lovprisning af den Elskede vil nå op til forsamlingen i det høje, og enhver af jer ligesom en nattergal i denne Guds rosenhave vil prise Hærskarernes Herre og blive lærer for alle, der bor på jorden.
11. Tjeneste for vennerne er tjeneste for Guds Rige, og at vise den fattige omsorg er en. af Guds største læresætninger.
16. O I oplyste elskede og I Den Barmhjertiges tjenerinder! I en tid, hvor den dystre nat af uvidenhed, af ligegyldighed med den guddommelige verden, af at være tilsløret for Gud, havde bredt sig over jorden, gryede en strålende morgen, og et opgående lys oplyste den østlige himmel. Da steg Sandhedens Sol op, og stråleglansen fra gudsriget blev kastet over øst og vest. De, der havde øjne at se med, glædede sig over de glade tidender og råbte: 'O velsignede, velsignede er vi!' og de så den inderste virkelighed i alt og afdækkede gudsrigets mysterier. Frigjort fra deres drømme og tvivl skuede de da sandhedens lys, og så lyksalige blev de af at tømme Guds kærligheds bæger, at de fuldstændig glemte verden og deres eget selv. Dansende af glæde ilede de til stedet for deres eget martyrium, og der, hvor mennesker dør af kærlighed, kastede de deres hoveder og hjerter bort.
Men de, med øjne der ikke ser, blev forbavset over dette oprør, og de råbte: 'Hvor er lyset?' og atter 'Vi ser intet lys! Vi ser ingen opgående sol! Her er ingen sandhed. Dette er kun indbildning og ikke andet.' Som flagermus flygtede de ind i det underjordiske mørke, og der fandt de efter deres måde at tænke på et mål af sikkerhed og fred.
Dette er dog kun daggryets begyndelse, og varmen i sandhedens opstående himmel-legeme har endnu ikke sin fulde styrke. Når solen én gang er steget op til sin middagshøjde, vil dens ild brænde så hedt, at den vil sætte selv krybet under jorden i bevægelse. Og selv om det ikke er bestemt for dem at se lyset, vil de dog alle blive sat i hektisk bevægelse ved varmens indflydelse.
Derfor, o I Guds elskede, skænk tak fordi I på dæmringens dag har vendt jeres ansigter mod Verdens Lys og set dets stråleglans. I har modtaget en andel af sandhedens lys, I har nydt en andel af de velsignelser, der varer evigt. Og derfor, som en tak til gengæld for denne gavmildhed, hvil ikke et øjeblik, sid ikke tavse, før til menneskers øren de glade tidender om gudsriget, udbred vidt og bredt Guds ord.
Handl i overensstemmelse med Herrens anvisninger: det er, rejs jer på en sådan måde og med sådanne karakteregenskaber, at det kan udruste denne verdens legeme med en levende sjæl og bringe dette unge barn, menneskeheden, frem til voksenstadet. Så vidt I er i stand dertil, tænd et lys af kærlighed i ethver møde og glæd og opliv med ømhed hvert hjerte. Drag omsorg for den fremmede som for en af jeres egne. Vis ukendte sjæle den samme venlighed som I viser jeres trofaste venner. Om nogen ypper kiv med jer, forsøg at blive venner med ham, hvis nogen dolker jer i hjertet, vær I en lægende salve for hans sår, hvis nogen skulle såre og håne jer, kom ham i møde med kærlighed. Om nogen dynger sine bebrejdelser på jer, pris ham, om han tilbyder jer en dødelig gift, giv ham den mest udsøgte honning til gengæld, og hvis han truer jer pa livet, giv ham da et lægemiddel, der vil helbrede ham for evigt. Om han er selve lidelsen, vær I hans medicin, om han er torne, vær I hans roser og søde urter. Måske vil sådanne metoder og ord fra jer gøre denne dunkle verden lys til sidst, vil få denne støvede jord til at blive himmelsk, dette djævelske fængsel blive et kongeligt palads for Herren - således at krig og strid vil forsvinde og ikke længere være til, og kærlighed og tillid vil rejse deres telte på verdens tinder. Sådan er essensen af Guds påmindelser, sådan er i få ord læresætningerne i Bahás guddommelige orden.
20. Da Kristus kom til syne for to tusinde år siden, og skønt jøderne med iver ventede Hans komme og hver dag med tårer bad: O Gud, fremskynd Messias' åbenbaring', så fornægtede de Ham dog, da Sandhedens Sol gryede, og rejste sig imod Ham med den største fjendtlighed og korsfæstede til sidst den guddommelige Ånd, Guds Ord, og kaldte Ham Beelzebub, den onde, som det er skrevet i Evangeliet. Grunden hertil var, at de sagde: Kristi åbenbaring vil i overensstemmelse med den klare tekst i Torah'en blive bekræftet af visse tegn, og så længe disse tegn ikke er kommet til syne, er enhver, der gør krav på at være Messias, en bedrager. Blandt disse tegn er dette, at Messias skulle komme fra et ukendt sted, dog kender vi alle denne mands hus i Nazaret, og kan noget godt komme fra Nazaret? Det andet tegn er, at Han skal herske med en stav af jern, det vil sige Han må handle med sværdet, men denne Messias har end ikke en stav af træ. En anden af betingelserne og tegnene er dette: Han skal sidde på Davids trone og oprette Davids herredømme. Se, dette menneske har, langt fra at sidde på en trone, end ikke et tæppe at sidde på. En anden betingelse er denne: Udbredelsen af lovene i Torah'en, alligevel har denne mand ophævet disse love og har endog brudt sabbatten, skønt det er den tydelige tekst i Torah'en, at den, der gør krav profetskab og åbenbarer mirakler og bryder sabbatten, må dø. Et andet tegn er dette, at under Hans herredømme vil retfærdighed være så udviklet, at retsindighed og godhed vil udbrede sig selv fra den menneskelige til dyreverden - slangen og musen- vil deles om samme hul, og ørnen og agerhønen samme rede, løven og gazellen skal bo på samme eng, og ulven og lammet skal drikke af samme kilde. Alligevel er uretfærdihed og tyranni vokset så stærkt i hans tid, at de har korsfæstet ham! En anden betingelse er denne, at i Messias' dage skal jøderne vinde og sejre over alle verdens folkeslag, men i dag lever de i den største fornedrelse og slaveri i det romerske kejserdømme. Hvorledes kan da dette være den Messias, der er lovet i Torah'en?
På denne måde afviste de denne Sandhedens Sol, skønt denne Guds Ånd i sandhed var den lovede i Torah'en. Men eftersom de ikke forstod betydningen i disse tegn, korsfæstede de Guds Ord. Nu hævder bahá'íerne, at de nedskrevne tegn virkelig skete i Kristi åbenbaring, skønt ikke på den måde, som jøderne forstod, da beskrivelsen i Torah'en er allegorisk. For eksempel er der blandt tegnene det om herredømme. For bahá'íerne siger, at Kristi herredømme var et himmelsk, guddommeligt, evigtvarende herredømme, ikke et Napoleons herredømme, der forsvinder i løbet af kort tid. I næsten to tusinde år har dette Kristi herredømme været oprettet, og det varer indtil i dag, og i al evighed vil dette Hellige Væsen være ophøjet på en evigtvarende trone.
På samme måde er alle de andre tegn blevet manifesteret, men jøderne forstod ikke. Skønt næsten tyve århundreder er gået, siden Kristus kom til syne med guddommelig stråleglans, venter jøderne dog stadig Messias' komme og betragter sig selv som sande og Kristus som falsk.
28. O blad på Livets Træ: Det Livets Træ, der omtales i Biblen, er Bahá'u'lláh , og Gudsrigets døtre er bladene på det velsignede træ. Tak da Gud, at du er blevet knyttet til det træ, og at du blomstrer, ung og frisk.
Gudsrigets porte er vidt åbnet, og hver begunstiget sjæl er bragt til sæde ved Herrens festbord, modtagende sin del af den himmelske fest. Lovet være Gud, at du også er tilstede ved dette bord og tager din andel af himlens rige føde. Du tjener Gudsriget og er vel bekendt med de sødmefulde dufte fra Abhá Paradiset.
Stræb da af al din magt for at lede folket og spis af det brød, der er kommet ned fra himlen. Thi dette er betydningen i Kristi ord: 'Jeg er det levende brød, der kom ned fra himlen... den, der spiser af dette brød, skal leve evigt.'
38. O Guds tjenerinde, der skælver som en frisk og ung gren for Guds kærligheds vinde! Jeg har læst dit brev, der beretter om din rige kærlighed, din inderlige hengivelse, og om din optagethed af ihukommelsen af din Herre.
Stol pa Gud. Opgiv din egen vilje og hold fast ved Hans, tilsidesæt dine egne ønsker og hold fast ved Hans, at du kan blive et eksempel, helligt, åndeligt og af gudsriget, for Hans tjenerinder.
Vid, o tjenerinde, at i Bahás øjne regnes kvinder ligesom mænd, og Gud har skabt hele menneskeslægten i sit eget billede og sig selv lig. Det vil sige, at mænd og kvinder er på lige fod åbenbarerne af Hans navne og egenskaber, og fra det åndelige synspunkt er der ingen forskel på dem. Hvem der end drager Gud nærmere, det menneske er det mest begunstigede, om det er mand eller kvinde. Hvor mangen en tjenerinde har ikke begejstret og hengiven under Bahás skærmende skygge vist sig mændene overlegen og overgået de berømte på jorden.
Retfærdighedens Hus er imidlertid, i overensstemmelse med den klare tekst i Guds Lov, begrænset til at omfatte mænd. Dette på grund af en visdom hos Gud Herren, der i tidens fylde skal blive gjort åbenbar, så klart som solen ved middagstid.
Hvad angår jer, o I andre tjenerinder, der er henrevet af de himmelske dufte, sørg I for hellige møder og grundlæg åndelige råd, thi disse er grundlaget for udbredelsen af Guds milde vellugte, de ophøjer Hans Ord, løfter Hans nådes lampe, spreder Hans religion og udbreder Hans lære, og hvilken gave er større end dette? Disse åndelige råd støttes af Guds Ånd. Deres forsvarer er ''Abdu'l-Bahá. Over dem spreder han sine vinger. Hvilken gave findes større end dette? Disse åndelige råd er skinnende lamper og himmelske haver, hvorfra hellighedens vellugte spredes over alle egne, og kundskabens lys udbredes over alt skabt. Fra dem strømmer livets ånd i alle retninger. De er i sandhed de magtfulde kilder til menneskets fremgang til alle tider og under alle forhold, hvilken gave findes større end dette?
43. De vigtigste forudsætninger for dem, der rådslår sammen, er motivets renhed, åndens udstråling, frigjorthed fra andet end Gud, dragning mod Hans guddommelige vellugte, ydmyghed og beskedenhed blandt Hans elskede, tålmodighed og udholdenhed under vanskeligheder og tjeneste ved Hans ophøjede tærskel. Skulle de nådigt blive hjulpet til at erhverve disse egenskaber, skal sejr fra Bahás usynlige rige blive dem skænket.
44. Dets medlemmer må rådslå sammen på en sådan måde, at der ikke opstår nogen lejlighed til at føle sig ilde til mode eller til splid. Dette kan opnås, når hvert medlem med absolut frihed udtrykker sin egen mening og fremfører sine argumenter. Om nogen gør indsigelse, må han på ingen made føle sig såret, thi ikke før sagerne er gennemdrøftet til fulde, kan den rette måde afsløres. Sandhedens strålende gnist viser sig først efter sammenstødet mellem forskellige meninger. Hvis en beslutning efter meningsudvekslinger gennemføres i enighed, er det godt og i orden, men hvis, hvad Gud forbyde, der opstår meningsforskelle, må et stemmeflertal være afgørende.
50. Du har spurgt mig vedrørende festen i hver Bahá'í måned. Denne fest afholdes for at nære venskab og kærlighed, for at ihukomme Gud og bønfalde Ham med angerfulde hjerter og for at opmuntre til gode forehavender.
Det vil sige, vennerne burde her dvæle ved Gud og prise Ham, læse bønnerne og de hellige vers og vise hinanden den største hengivenhed og kærlighed.
51. Angående nittendagsfesten så glæder den sind og hjerte. Hvis denne fest afholdes på rette måde, vil vennerne én gang hver nittende dag føle sig åndeligt styrket og udrustet med en kraft, der ikke er af denne verden.
74. O du fugl, der synger blidt om Abhá Skønheden! I denne nye og underfulde guddommelige orden er overtroens slør blevet revet itu, og fordommene hos østerlandske folkeslag står som bandlyst. Blandt visse nationer i østen blev musik betragtet som forkastelig, rnen i denne nye tidsalder har Det Åbenbare Lys i sine helIige breve klart forkyndt, at musik, sunget eller spillet, er åndelig føde for sjæl og hjerte.
Musikerens kunst hører til de kunstarter, der er værdige til den højeste anerkendelse, og den bevæger hjertet hos alle, der sørger. Derfor, o Shanáz, spil og syng Guds hellige ord med skønne toner ved vennernes møder, at den lyttende må blive befriet for sorger og bekymringers lænker og hans sjæl kan danse af glæde og ydmyge sig i bøn for herlighedens rige.
75. Stræb med hjerte og sjæl efter at fremkalde forening og harmoni blandt de hvide og de sorte og bevis derved enheden i Bahá'í verdenen, hvor fremhævelse af farve ikke finder sted, men hvor kun hjerter betyder noget. Lovet være Gud, vennernes hjerter er forenet og knyttet sammen, hvad enten de er fra øst eller vest, fra nord eller fra syd, hvad enten de er tyske, franske, japanske, amerikanske, og hvad enten de tilhører den hvide, den sorte, den røde, den gule eller den brune race. Forskelle i farver, i land og i race har ingen betydning i bahá'í-troen. Tværtimod, Bahá'í enhed besejrer dem alle og fjerner alle disse indbildninger og forestillinger.
76. O du, der har et oplyst hjerte! Du er ligesom øjets pupil, selve lysets kilde, for Guds kærlighed har kastet sine stråler på dit inderste væsen, og du har vendt dit ansigt mod din Herres rige.
Stærkt er hadet i Amerika mellem sort og hvid, men mit håb er, at Gudsrigets magt vil knytte disse to i venskab og tjene dem som en lægende balsam.
De skal ikke se på et menneskes farve men på hans hjerte. Hvis hjertet er opfyldt af lys, er det menneske nær ved sin Herres tærskel. Men hvis ikke er dette menneske, om han er hvid eller sort, ligegyldig over for sin Herre.
84. O du Guds kære tjenerinde! Dit brev er blevet modtaget, og dets indhold bemærket.
Ægteskab er for de fleste mennesker et fysisk bånd, og denne forening kan kun være timelig, eftersom den på forhånd er dømt til en fysisk adskillelse ved afslutningen.
Men hos Bahás folk må ægteskab være en forening af såvel legeme som sjæl, thi her er både mand og hustru begejstret af den samme vin, begge er henrykket af det samme uforlignelige Ansigt, begge lever og bevæges ved den samme ånd, begge er oplyst af den samme herlighed. Denne forbindelse mellem dem er åndelig, derfor er det et bånd, der vil forblive evigt. Ligeså kan de glæde sig ved stærke og bestandige bånd i den fysiske verden, for hvis ægteskabet er grundlagt både pa ånden og legemet, er den forening sand, derfor vil den vare ved. Hvis imidlertid båndet er fysisk og intet mere, vil det med sikkerhed kun være timeligt og må ubønhørligt ende med adskillelse.
Når Bahás folk derfor beslutter sig til ægteskab, må foreningen være et ægte forhold, en åndelig såvel som fysisk forening, så deres fællesskab gennem alle livets faser og i alle Guds verdener vil vare ved. Thi denne sande enhed er et lysglimt fra Guds kærlighed.
På samme måde vil alle sjæle, hvis de udvikler sig til sande troende, opnå et åndeligt forhold til hinanden og vise en ømhed, der ikke er af denne verden. De vil alle sammen blive fyldt med glæde fra den guddommelige kærligheds drik, og deres forening, deres forbindelse vil ligeledes vare evigt. Sjæle, det vil sige de der vil overgive deres eget selv til glemsel, afklæde sig menneskeslægtens brist og frigøre sig for lænkerne i menneskeligt slaveri, vil uden nogen tvivl blive oplyst af den himmelske stråleglans i enhed og opnå sand forening i den verden, der er udødelig.
85. Med hensyn til spørgsmålet om ægteskab under Guds Lov: først må du vælge en, du synes om, og dernæst er sagen afhængig af faderens og moderens tilladelse. Før du træffer dit valg, har de ingen ret til indblanding.
86. Bahá'í ægteskab er de to parters løfte til hinanden og deres gensidige hengivenhed i hjerte og sind. Begge må imidlertid vise den største omhu for at få indgående kendskab til den andens karakter, således at en bindende pagt imellem dem kan blive et bånd, der vil vare evigt. Deres formål må være dette: at blive kærlige ledsagere og venner og ét med hinanden for tid og evighed....
Det sande ægteskab er for bahá'íer dette, at mand og hustru bør være forenede, både fysisk og åndeligt, at de bestandig kan forbedre hinandens åndelige liv og kan opleve evig enhed i alle Guds verdener. Dette er Bahá'í ægteskab.
95. O Herrens tjenerinder' Det åndelige møde, I har etableret i denne oplyste by, er yderst lovende. I har gjort store fremskridt, I har overgået de andre, rejst jer for at tjene den hellige tærskel og har opnået himmelske gaver. Nu må I med hele jeres åndelige begejstring samles i det oplyste møde og recitere de hellige skrifter og beskæftige jer med Herrens ihukommelse. Fremfør Hans argumenter og beviser. Arbejd for vejledning af kvinderne i dette land, undervis de unge piger og børnene, at mødrene kan oplære deres små fra deres første dage, oplære dem med omhu, opdrage dem til en god karakter og god moral, lede dem til alle menneskeslægtens dyder, forhindre udviklingen af en hvilken som helst adfærd, der kan dadles, og opfostre dem i af Bahá'í opdragelsens favn. På den må skal disse spæde børn blive næret ved Guds kundskabs bryst og ved Hans herlighed. På den måde skal de vokse og blomstre og blive belært om retfærdighed og om menneskehedens værdighed, om beslutsomhed og viljen til at gøre sig umage og og holde ud. På den måde skal de lære udholdenhed i alle sager, viljen til at udvikle sig, højsind og høje mål, kyskhed og renhed i livet. På den måde vil de blive i stand til at gennemføre en lykkelig afslutning på, hvad de end måtte foretage sig.
Mødrene må overveje, at alt, hvad der angår opdragelse af børn, kommer først. De må fremvise enhver bestræbelse i denne retning, thi medens grenen er grøn og ung, vil den vokse i den retning, I opøver den. Derfor er det pålagt mødrene at opdrage deres små ligesom gartneren overvåger sine unge planter. De skal stræbe dag og nat for at indgive deres børn tro og vished, gudsfrygt, kærligrheden til alle verdeners Elskede og alle gode egenskaber og kendetegn. Når som helst en moder ser, at hendes barn har handlet godt, skal hun prise og rose det og glæde dets hjerte, og hvis det svageste uønskede tegn skulle vise sig, skal hun råde barnet og straffe det og benytte midler, der er baseret på fornuft, selv en let verbal irettesættelse, hvis det er nødvendigt. Det er imidlertid ikke tilladt at slå et barn eller overfuse det, for barnets karakter vil blive fuldstændig ødelagt, hvis det udsættes for slag eller verbal ydmygelse.
105. Med hensyn til forskellen mellem den materielle civilisation, der hersker nu, og den guddommelige civilisation, der vil blive et af de goder, der udgår fra Retfærdighedens Hus, er den således: materiel civilisation afholder ved straffende og gengældende handlinger menneskene fra kriminelle handlinger, og til trods for dette kan I se, at medens love til at gengælde og straffe et menneske bestandig øges, eksisterer der ingen lov, der belønner det. I alle Europas og Amerikas byer er der opført store bygninger, der skal bruges til fængsler for kriminelle.
Men guddommelig civilisation opøver hvert samfundsmedlem sådan, at ingen med undtagelse af nogle få vil give sig til at begå en forbrydelse. Der er således en stor forskel mellem forebyggelse af kriminalitet gennem metoder, der er voldsomme og hævnende, og at optræne mennesker og oplyse dem og åndeliggøre dem sådan, at de uden frygt for straf eller kommende hævn vil sky alle kriminellc handlinger. De vil i virkeligheden anskue selve begåelsen af en forbrydelse som en stor skændsel og i sig selv den hårdeste af alle straffe.De vil komme til at elske menneskelige fuldkommenheder og vil vie deres liv til alt, hvad der vil bringe lys ind i verden og vil fremme de egenskaber, der kan godtages ved Guds hellige tærskel.
Se da, hvor stor forskellen er mellem materiel civilisation og guddommelig. Med magt og afstraffelse prøver materiel civilisation at afholde mennesker fra ugerning, fra at påføre samfundet skade og begå forbrydelser. Men i en guddommelig civilisation er den enkeltes tilstand sådan, at han uden frygt for straf skyr begåelsen af forbrydelser, ser selve forbrydelsen som den alvorligste blandt lidelser og sætter sig for med iver og glæde at erhverve de gode egenskaber hos menneskeslægten, at fremme menneskelig udvikling og sprede lys over verden.
119. Det er pålagt Bahá'í børn at overgå andre børn i erhvervelsen af videnskab og kunst, for de har ligget i Guds nådes vugge.
Alt, hvad andre børn kan lære på et år, skal Bahá'í børn lære på en måned. 'Abdu'l-Bahás hjerte længes i sin kærlighed efter at opleve, at unge bahá'íer, alle som én, kendes i hele verden for deres intellektuelle opnåelser. De vil utvivlsomt sætte al deres kraft ind, deres energi deres stolthedsfølelse, for at erhverve sig videnskab og kunst.
129. O venner af Den Rene og Almægtige Gud! At være ren og hellig i alt er en egenskab hos den indviede sjæl og et nødvendigt tegn ved det frigjorte sind. De bedste blandt fuldkommenheder er pletfrihed og at befri sig for enhver brist. Når den enkelte i enhver henseende én gang for alle er renset og lutret, da vil han blive et brændpunkt, der tilbagekaster det åbenbare lys.
Først i et menneskeligt væsens liv kommer renhed, dernæst friskhed, renlighed og åndelig uafhængighed. Først må flodsengen renses, dernæst må det friske flodvand ledes ind i den. Kyske øjne nyder det lyksaliggørende syn af Herren og ved, hvad dette møde betyder; en ren sans indånder duften, der vifter fra Hans nådes rosenhaver; et renset hjerte vil genspejle sandhedens skønne ansigt.
Det er derfor, himmelsk rådgivning i de hellige skrifter sammenlignes med vand, ligesom Koranen siger: 'Og rent vand sender Vi ned fra himlen', og Evangeliet: 'Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige', Derfor er det klart, at læren, der kommer fra Gud, er himmelsk udstrømning af nåde; og det er regnbyger af guddommelig barmhjertighed, og de renser det menneskelige hjerte.
Min mening er denne, at på ethvert område af livet ophøjer renhed og hellighed, renlighed og forfinelse det menneskelige stade og fremmer udviklingen af menneskets indre virkelighed. Selv i det fysiske rige vil renlighed bidrage til åndelighed, som de hellige skrifter tydeligt udtrykker det. Og selvom legemlig renlighed er noget fysisk, har den ikke desto mindre en stærk indflydelse på åndens liv. Den er lige som en stemme, vidunderlig sødmefuld, eller en melodi der spilles; selvom lydene kun er vibrationer i luften, der virker på ørets hørenerve, og disse vibrationer kun er tilfældige fænomener, der føres med luften, se da, hvordan de alligevel bevæger hjertet. En underfuld melodi er vinger for ånden og får sjælen til at skælve af glæde. Meningen er, at fysisk renlighed også øver sin indflydelse på den menneskelige sjæl.
Læg mærke til, hvor behagelig renlighed er i Guds øjne, og hvor tydeligt det er fremhævet i profeternes hellige bøger; thi skrifterne forbyder fortæringen eller brugen af enhver uren ting. Nogle af disse forbud var totale og bindende for alle, og den, der overtrådte loven, var i modstrid med Gud og blev fordømt af de troende. Således var der for eksempel ting, der var kategorisk forbudt, og overtrædelse blev betragtet som en alvorlig synd. Blandt dem, var der handlinger, der var så afskyelige, at det er skamfuldt blot at omtale dem.
Men der er andre forbudte ting, der ikke forvolder øjeblikkelig skade, og hvis skadelige virkninger kun gradvist ses: sådanne gerninger er afskyelige for Herren, og i Hans øjne dadelværdige og frastødende. Det absolut ulovlige i disse gerninger er imidlertid ikke udtrykkeligt fremsat i teksterne, men det er nødvendigt at undgå dem for at opnå renhed, renlighed, bevarelse af helbredet og frihed fra tilvænning. Blandt disse sidste er tobaksrygning, der er uren, ildelugtende, ubehagelig, - en dårlig vane, hvis skadevirkning gradvis bliver synlig for alle. Enhver kvalificeret læge har afgjort - og dette er ligeledes blevet bevist gennem afprøvninger - at en af bestanddelene i tobak er en dødelig gift, og at rygeren er sårbar over for mange og forskelligartede sygdomme. Det er derfor, det er klart udtrykt, hvorfor rygning er ubehageligt udfra et hygiejnisk synspunkt.
Báb forbød udtrykkelig ved begyndelsen af sin mission tobak, og vennerne opgav alle som én brugen af det. Men eftersom det var tider, hvor det var tilladt at forstille sig, og hvor hver enkelt, der afholdt sig fra rygning, blev udsat for angreb, overfald og endog død - røg vennerne for ikke at afsløre deres tro. Senere, da bogen Aqdas blev åbenbaret, og eftersom tobaksrygning ikke var udtrykkelig forbudt der, opgav de troende det ikke. Den Velsignede Skønhed udtrykte dog altid afsky for det, og skønt der i den første tid var grunde til, at Han røg en smule tobak, forsagede Han det med tiden fuldstændig, og de helliggjorte sjæle, der fulgte Ham i alt, afstod ligeledes fra at bruge det.
Min mening er, at i Guds øjne er tobaksrygning ikke acceptabelt, afskyvækkende, i høj grad urent, og, omend gradvist, skadeligt for helbredet. Det er også spild af penge og tid og gør brugeren til et offer for ødelæggende tilvænning. For dem, der står fast i Pagten, er denne vane derfor uønsket såvel fornuftsmæssigt som gennem erfaring, og at forsage det vil bringe hvile og fred i sindet hos alle mennesker. Ydermere vil det gøre det muligt at have en frisk mund og uplettede fingre og hår uden en grim og ubehagelig lugt. Ved modtagelsen af dette brev vil vennerne sikkert, uanset ved hvilke metoder og måske i løbet af et stykke tid, opgive denne skadelige vane. Det er mit håb.
Med hensyn til opium, så er det ækelt og forbandet. Gud bevare os fra den straf Han pålægger brugeren. I henhold til den klare tekst i Den Helligste Bog er det forbudt og brugen af det totalt fordømt. Fornuften viser, at opiumsrygning er en slags sindssyge, og erfaring beviser, at brugeren er fuldstændig afskåret fra menneskeriget. Måtte Gud bevare alle mod udøvelsen af en handling så frygtelig som denne, en handling, der lægger selve grundlaget for, hvad det er at være menneske i ruiner, og som gør brugeren afhængig altid og for evigt. For opium knyttes til sjælen, således at brugerens samvittighed dør, hans forstand udslukkes, hans følelser bliver nedbrudt. Det ændrer det levende til det døde. Det slukker den naturlige varme. Ingen større ødelæggelse kan tænkes end den, som opium medfører. Lykkelige er de, der aldrig udtaler dets navn; tænk så over, hvor ulykkelig brugeren er.
O I der elsker Gud! I denne den Almægtige Guds cyklus er vold og magt, tvang og undertrykkelse alt sammen fordømt. Det er dog påbudt, at brugen af opium bliver undgået ved et hvilket som helst middel, at menneskeslægten om muligt må blive befriet fra denne den største af alle ulykker. Og ellers, ve og ulykke over den, der svigter sin pligt over for sin Herre.
O Guddommelige Forsyn! Skænk du renhed og pletfrihed i alt til Bahás folk. Giv, at de må blive befriet for al urenhed og frigjort for al afhængighed. Frels dem fra at begå nogen afskyvækkende handling, løs dem fra enhver dårlig vanes lænker, at de må leve rene og frie, sunde og rene, værdige til at tjene ved Din hellige tærskel og rede til at blive knyttet til deres Herre. Befri dem fra berusende drikke og tobak, bevar dem, frels dem fra denne opium, der medfører sindssyge, lad dem nyde de sødmefulde dufte fra hellighed, at de kan drikke dybt af det mystiske bæger med himmelsk kærlighed og kende henrykkelsen ved at blive draget nærmere til Den Alherliges Rige. Thi det er just, som Du har sagt: 'Alt, hvad du har i din kælder, vil ikke stille min kærligheds tørst bring mig, o mundskænk, af åndens vin et bæger, fuldt som havet!'
O I Guds elskede! Erfaringen har vist, i hvor høj grad afholdelsen fra rygning, fra berusende drikke og fra opium bidrager til helbred og styrke, til forstandens øgelse og skarphed og til fysisk styrke. Der findes i dag et folk, der strengt undgår tobak, berusende spiritus og opium. Dette folk er i høj grad de andre overlegen i styrke og fysisk mod, i helbred, skønhed og udseende. En eneste af deres mænd kan måle sig med ti mænd fra en anden stamme. Dette har vist sig at være rigtigt for hele folkets vedkommende: det vil sige, medlem for medlem er enhver enkelt fra dette samfund i enhver henseende de enkelte fra andre samfund overlegen.
Gør I da en vældig indsats, at den renhed og lutring, der frem for alt andet er værdsat af 'Abdu'l-Bahá, skal udmærke Bahás folk; at Guds folk på ethvert område af udmærkelse skal overgå alle andre menneskelige skabninger, at de både udvendig og indvendig skal vise sig at være andre overlegne, at de i renhed, ubesmittelse, forfinelse og helbredets bevarelse skal være ledere blandt fortropperne hos dem, der vide. Og at de i deres frihed fra slavebinding, deres kundskab, deres selvkontrol, skal være forrest blandt de rene, de frie og de vise.
133. Der er to måder at helbrede sygdom på, ved materielle midler og åndelige midler. Det første sker ved behandlingen af læger, den anden består i bønner bedt af de åndelige til Gud og ved at vende sig til Ham. Begge metoder bør anvendes og praktiseres.
Sygdom, der opstår på grund af fysiske årsager, skal behandles af læger med medicinske lægemidler; de, der skyldes åndelige årsager, forsvinder ved åndelige metoder. Således vil en sygdom, forårsaget af lidelse, frygt, nervøse indtryk, helbredes mere virkningsfuldt med åndelige end med fysiske behandlinger. Derfor skal man følge begge slags behandling; de er ikke i modstrid. Derfor skal du også acceptere fysiske lægemidler, eftersom disse også er kommet fra barmhjertigheden og begunstigelsen fra Gud, der har åbenbaret og afsløret medicinsk videnskab, således at Hans tjenere også kan få gavn af denne behandling. Du skal være lige så opmærksom på åndelige behandlinger, for de fremkalder underfulde virkninger.
Se, hvis du har lyst til at kende det virkelige lægemiddel, der vil helbrede mennesket fra al sygdom og vil give ham det guddommelige riges helbred, vid da, at det er Guds råd og læresætninger. Ret din opmærksomhed mod dem.
144. O menneskeslægtens elsker! Dit brev er blevet modtaget, og det fortæller, Gud være 1ovet, om dit gode helbred og velbefindende. Det fremgår af dit svar på et tidligere brev, at der er blevet etableret følelser af hengivenhed mellem dig selv og dine venner.
Man må i ethvert menneskeligt væsen alene se det, der er værdigt til anerkendelse. Når dette er gjort, kan man være ven med hele menneskeslægten. Men hvis vi ser på folk ud fra det, vi ser som deres fejl, så er det at være ven med dem en kolossal opgave.
Det skete en dag på Kristi tid - måtte verdens liv blive ofret for Ham - at Han gik forbi en hunds døde krop, et stinkende lig, modbydeligt, og med lemmerne ved at rådne bort. En af dem, der var til stede, sagde: 'Hvor ækel dens stank er!' Og en anden sagde: 'Hvor kvalmende, hvor afskyeligt!' Kort sagt, enhver af dem havde noget at tilføje til listen.
Men da talte Kristus selv, og Han sagde til dem: 'Se på den hunds tænder! Hvor strålende hvide''.
Messias' blik, der skjulte synd, dvælede ikke et øjeblik ved det ækle ved dette ådsel. Den ene del af den døde hunds lig, der ikke var afskyelig, var tænderne: og Jesus så på, hvor de skinnede.
Således er det pålagt os, når vi retter vort blik mod andre mennesker, at se, hvor de udmær-ker sig, ikke hvor de slår fejl.
Lovet være Gud, dit mål er at fremme menneskehedens velfærd og hjælpe sjælene med at overvinde deres fejl. Denne gode hensigt vil frembringe prisværdige resultater.
159. Angående dit spørgsmål, opnår enhver sjæl uden undtagelse evigt liv? Vid, at udødelighed hører til de sjæle, hos hvem livets ånd fra Gud er blevet indåndet. Alle undtagen disse er livløse - de er de døde, just som Kristus har forklaret det i Evangeliets tekst. Den, hvis øjne Herren har åbnet, vil se menneskesjælene på de stadier, de befinder sig på efter deres frigørelse fra legemet. Han vil se de levende udvikle sig inden for deres Herres enemærker og de døde nedsunket i fortabelsens dybeste afgrund.
Du skal vide, at enhver sjæl er formet efter Guds natur, idet enhver er ren og hellig ved sin fødsel. Men derefter vil de enkelte, alt efter hvad de erhverver af dyder eller onder i denne verden, være forskellige. Selvom alle eksisterende væsener i selve deres natur er skabt i rangfølger eller grader, thi evner er forskellige, er dog hver enkelt født hellig og ren og først derefter kan han blive tilsmudset.
Og ydermere, skønt skabningers stadier er forskellige, er de dog alle gode. Iagttag det menneskelige legeme, dets lemmer, dets dele, øjet, øret, organerne for lugt, for smag, hænderne, fingerneglene. Til trods for forskellighederne hos alle disse dele er hver eneste inden for sit eget væsens begrænsninger delagtige i et sammenhængende hele. Hvis en af dem svigter, må det helbredes, og hvis intet lægemiddel nytter, må den del fjernes.
173. De sjæle, der på denne dag træder ind i det guddommelige rige og opnår evigt liv, svæver i virkeligheden i himlens rige, selvom de i fysisk forstand bor på jorden. Deres legemer bliver måske på jorden, men deres sjæle rejser i rummets uendelighed. Thi som tanker udvider sig og bliver oplyste, erhverver de flugtens evne og fører mennesket til Guds rige.
197. O du Guds tjener! Sørg ikke over de lidelser og ulykker, der har ramt dig. Alle ulykker og lidelser er blevet skabt for mennesket, således at han kan afskrive denne dødelige verden - en verden, han er stærkt knyttet til. Når han oplever alvorlige prøvelser og vanskeligheder, da vil hans sind vige tilbage, og han vil ønske det evige rige - et rige, der er lutret for alle lidelser og ulykker. Således er det tilfældet med det menneske, der er vist. Han vil aldrig drikke af et bæger, der til slut er ubehageligt, men tvært imod vil han søge bægeret med rent og klart vand. Han vil ikke smage på den honning, der er blandet med gift.
Lovpris Gud, at du er blevet prøvet og har oplevet sådan en prøvelse. Vær tålmodig og taknemmelig. Vend dit ansigt til det guddommelige rige og bestræb dig på at du kan erhverve barmhjertige egenskaber, kan blive oplyst og erhverve gudsrigets og Herrens egenskaber. Gør dig umage for at blive ligegyldig over for denne verdens fornøjelser og dens behageligheder, for at forblive fast og urokkelig i Pagten og udbrede Guds sag.
Dette er årsagen til menneskets højnelse, årsagen til hans herlighed og hans frelse.
214. Følg din Herres vej og sig ikke det, som ørerne ikke kan tåle at høre, for en sådan føde er som overdådig mad givet til små børn. Hvor velsmagende, udsøgt og righoldig føden end måtte være, så kan den ikke optages af et diebarns fordøjelsesorganer. Lad derfor enhver, der har ret dertil, blive tildelt sin afmålte del.
'Ikke alt, hvad et menneske ved, kan afsløres, ej heller kan alt, hvad det kan afsløre, betragtes som passende, ej heller kan enhver passende udtalelse betragtes som overensstemmende med evnen hos dem, der hører det. Sådan må den fuldbyrdede visdom iagttages i dine forehavender. Glem det ikke, hvis du ønsker at være et menneske af handling under alle forhold. Stil først sygdommens diagnose og kend lidelsen, foreskriv dernæst lægemidlet, thi således er den kyndige læges fuldkomne fremgangsmåde.
217. Læreren må, når han underviser, selv være fuldstændig opildnet, således at hans tale ligesom en ildslue må øve indflydelse og fortære selvets og lidenskabens slør. Han må tillige være helt ydmyg og beskeden, således at andre kan blive højnede, og han må være fuldkommen selvudslettende og selvforglemmende, således at han kan lære fra sig med tonen fra den højeste forsamling - ellers vil hans lære ikke have nogen indvirkning.
235. O Gud, min Gud! Oplys Dine sande elskendes pande og hjælp dem med den sikre sejrs engles skarer. Sæt deres fod fast på Din lige vej og fra Din urgamle gavmildhed opluk for dem Dine velsignelsers portaler; thi de ofrer på Din sti, hvad Du har skænket dem, i beskyttelse af Din tro, medens de sætter deres lid til deres ihukommelse af Dig, idet de skænker deres hjerte af kærlighed til Dig og ikke tilbageholder noget af det, de ejer i tilbedelse til Din Skønhed og i deres søgen efter måder at tilfredsstille Dig på.
O min Herre! Bestem en rig andel til dem, en forudbestemt gengældelse og sikker belønning.
I sandhed, Du er Opretholderen, Hjælperen, Den Gavmilde, Den Nådige, Den Evigt-Givende.
Den der fremsiger denne bøn med ydmyghed og varme vil skabe glæde og lykke i denne tjeners hjerte; det vil endog være som at møde ham ansigt til ansigt.
Han er den Allerherligste!O Gud, min Gud! Ydmyg og tårevædet løfter jeg mine bedende hænder til Dig og skjuler mit ansigt i denne Din tærskels støv, ophøjet over de lærdes kundskab og lovprisningen fra alle der forherliger Dig. Se nådigt på Din tjener, ydmyg og sagtmodig ved Din dør, med Din barmhjertigheds øjne og nedsænk ham i Din evige nådes hav.
Herre! Han er Din fattige og ringe tjener, tryllebundet og anråbende Dig, fanget i Din hånd, i inderlig bøn til Dig, i tillid til Dig, tårevædet for Dit ansigt idet han påkalder Dig, bønfalder Dig og siger:
O Herre, min Gud! Skænk mig Din nåde til at tjene Dine elskede, styrk mig i min tjeneste for Dig, oplys min pande med tilbedelsens lys i Din helligheds bolig og med bøn til Din storheds rige. Hjælp mig at være uselvisk ved den himmelske indgang til Din port og bistå mig i at være frigjort for alt inden for Dine hellige enemærker. Herre! Giv mig at drikke af uselviskhedens kalk, ifør mig dens klædning og nedsænk mig i dens hav. Lad mig blive som støv på Dine elskedes vej og giv, at jeg må ofre min sjæl for den jord, der er forædlet af Dine udvalgtes fodtrin på Din sti, o Herligheds Herre i det Højeste!
Med denne bøn påkalder Din tjener Dig ved daggry og ved nattetide. Opfyld hans hjertes ønske, o Herre! Fryd hans hjerte, glæd hans indre, tænd hans lys, at han kan tjene Din sag og Dine tjenere.
Du er Giveren, Den Medlidende, Den mest Gavmilde, Den Nådige, Den Barmhjertige, Den Medfølende.